Jodorowsky og Moebius: "John Difool"/"Inkalen"



Alejandro Jodorowsky er legendarisk kult-instruktør af sære fantasy/horror-film (fx "El Topo" og "Santa Sangre"). Moebius en af verdens dygtigste tegneserietegnere - under sit borgerlige navn Jean Giraud illustrerer han western-serien Blueberry, og under pseudonymet Moebius illustrerer han syrede science fiction-serier. Sammen lavede de i starten af 80erne den nu klassiske "John Difool"/"Inkal"-serie.

Jodorowsky og Moebius arbejdede i 70erne sammen på en planlagt filmatisering af Frank Herbert's science fiction roman "Dune". Financieringen faldt fra hinanden, og det endte med at det var David Lynch der kom til at lave filmen en del år senere. Men mange af ideerne fra den skrinlagte "Dune"-film (der forholdt sig MEGET løst til romanforlægget) blev så senere brugt i John Difool-serien.

"John Difool" er en serie der er fyldt med sære, syrede metafysiske ideer. Men i forhold til mange af de to kunstneres øvrige værker er den faktisk alligevel ret lettilgængelig og umiddelbart underholdende, ikke mindst takket være den komiske hovedperson, som læseren med det samme fatter sympati for.

Serien udkom oprindeligt i 6 albums. I øjeblikket er Faraos Cigarer på vej med en ny udgave i eet bind.

No comments: